Allerede længe før vi tager vores første åndedrag, er vi dybt forbundne til livet.
Inde i livmoderens bløde mørke svømmer vi i en verden af sansninger, stemninger og vibrationer.
Fosteret er ikke blot en lille krop i udvikling – det er et sansende, lyttende og følende væsen.
Kropslig visdom fra første færd
Moderne forskning og erfaringer fra kropsorienteret psykologi – som cand.psych. Henrik Dybvad Larsen så smukt beskriver i bogen Fostret og fødslens psykologi – peger på, at fosteret allerede tidligt opfanger meget mere, end vi tidligere har troet.
Stemninger, lyde, moderens følelsesmæssige tilstand – alt væves stille og roligt ind i fosterets spirende nervesystem som de første tråde i livets store tæppe.
Når mor er tryg – og når hun ikke er det
Når mor er glad, afslappet og tryg, bader fosteret i hormoner, der giver en oplevelse af sikkerhed og velvære.
Omvendt kan manglende trivsel, stress, angst eller chok hos moderen skabe indre uro hos det lille væsen.
Ikke fordi fosteret rationelt forstår, hvad der sker – men kroppen husker stemningen, som en slags kropslig hukommelse, der kan sætte dybe spor langt op i livet.
En lille følsom antenne
Forestil dig fosteret som en lille fin antenne, der opfanger ikke bare de fysiske, men også de følelsesmæssige signaler i sin verden.
Disse tidlige erfaringer kan være som frø, der siden blomstrer frem som tillid – eller som uro – afhængig af, hvad der blev sået.
Kroppens hukommelse glemmer aldrig
Og kroppen glemmer ikke.
Senere i livet kan gamle hukommelser fra fostertiden vågne – måske som en uforklarlig uro, en længsel efter kontakt, eller en dyb følelse af at mangle noget, man ikke engang kan sætte ord på.
Men kroppen ved.
Og den prøver hele tiden at vise os vejen hjem til det, vi i virkeligheden er: helhed, kærlighed og visdom.
At lytte til kroppens stille stemme
I mit arbejde inviterer jeg kroppen til at fortælle sin historie – også den, der blev skrevet, før vi kunne tale.
Når vi møder de gamle lag med kærlighed og nysgerrighed, åbner vi døren til dyb forløsning og indre ro.
For under alt det, vi har oplevet, findes altid den iboende visdom, vi blev født med.
“Din krop husker. Ikke for at holde dig fast i fortiden, men for at vise dig vejen hjem til dig selv. Vil du lytte? Med kærlighed og nysgerrighed kan du begynde at åbne døren til de lag, der længes efter at blive mødt.”
“Må vi alle genfinde forbindelsen til den første indre visdom, der stadig lever i vores celler.”
Jeg er parat, hvis du har brug for støtte til den dybe forløsning.