Når jeg spørger mine klienter om der har været traumatiske eller voldsomme oplevelser i deres barndom, er der mange som siger nej. Alligevel viser det sig hos nogen, at der har være nogle oplevelser, som har påvirket dem meget. Oplevelser, der har været smertefulde.
Barnets måde at tackle det smertefulde
Et barns måde at tackle det på, er ofte at lukke af for sine følelser, fortrænge eller lægge låg på, undgå smerten igen. En overlevelses mekanisme som alle har med sig, det skaber forskellige adfærdsmønstre, nogle prøver at beskytte sig selv ved at lukke andre ude, andre er altid på vagt og meget opmærksomme på omverden, nogle meget kontrollende både kontrol af dem selv men også af omverden, nogle bliver udadreagerende og andre lukker det hele inde i sig selv og reagerer ikke, blive stille.
Trods mange års arbejde med dyb følelsesmæssig smerte
Jeg selv har trods mange års arbejde med mine dybe følelsesmæssige smerter først rigtig fået sluppet en dybt forankret følelse af at blive afvist, for kort tid siden. Først da jeg fik forbindelse til et dybt følelsesmæssigt chok og fik forløst det, kan jeg nu være mere til stede med mine følelser. Jeg kan nu bruge dem som pejling på, om jeg er i balance, men klart også som indikator for, om jeg har nogle begrænsende overbevisninger, som lige tager styringen. I stedet for at gøre mine følelser forkerte, irriterende, forstyrrende, prøve at undgå dem eller undertrykke dem, så bruge dem hensigtsmæssigt..
Ja ja jeg har vidst det hele i hovedet, det er så altså ikke altid nok til at slippe følelsen, den lå alligevel og rumlede i baggrunden, denne dybe angst som egentlig handlede om at tro, at jeg var/ blev afvist.
Det allerstørste og mest fantastiske bevis for, at jeg havde sluppet noget ret vigtigt og ret begrænsende, var reaktionen fra vores skønne barnebarn, Noah på 1 år.
En meget personlig beretning.
Her følger så en meget personlig beretning om, hvad der gav mig mulighed for at forløse dette dybe følelsesmæssige chok.
En proces som faktisk har varet næsten et år kan jeg se nu, når jeg ser tilbage.
Processen her startede
Jeg var så heldig at være med til fødslen af det 8. vidunder, vores lille barnebarn. Det blev for mor og barn en proces på næsten et døgn. Det jeg ikke helt var klar over var, at det faktisk vækkede mine egne fødselstraumer, som jeg har arbejdet med på flere måder og i flere etaper. Jeg har igennem mit liv opøvet en evne til at distancere fra mine egne følelser, for at kunne være tilstede for andre. Praktisk i nogle situationer, men ikke særlig hensigtsmæssig når jeg ikke får erkendt og taget hånd om egne følelser efterfølgende.
En helt uventet reaktion.
Til hans dåb, da jeg sad i kirken, kom der en fuldkommen uventet reaktion i mig, udløst af nogle af de salmer vi sang. Min aftale med mig selv var, at det skulle jeg lige have ”kikket” på, når jeg kom hjem.
Nærdødsoplevelse.
Efter fejringen af Noahs dåb, starter min reaktion i bilen på vej hjem, tårerne flyder i stride strømme, et dybt savn og en kæmpe sorg og en afmagt buldrer løs i mig. Da det har stået på lidt tid, kommer spørgsmålet til mig ”hvor gammel er jeg”. Jeg får en oplevelse af, at jeg er mellem 2-3 år og har en form for nærdødsoplevelse. Jeg fornemmer virkelig, at jeg har ikke lyst til at være i den fysiske verden. Jeg er sikker på, at jeg kan få lov til at ”komme hjem”. Får at vide, at det er ikke tiden, jeg er ikke færdig i den fysiske verden, der er noget jeg skal lære og noget jeg skal bidrage med.
Jeg følte, at jeg blev afvist og svigtet. Det var medvirkende til at skabe nogle overbevisninger om, at jeg skal klare mig selv og et hav af andre begrænsende overbevisninger som bl. a. at jeg ikke at kunne have tillid til nogen, at jeg ikke kunne få hjælp, at jeg ikke var værd at elske, at jeg ikke betød noget, at jeg ikke blev hørt og flere end det.
Ja, hvad tror du det skabte af gentagelser i mit liv? Rigtig mange oplevelser, fordi det dybest set bekræftede mine overbevisninger. Ja, jeg skabte mit liv ud fra disse bl.a. overbevisninger.
En hukommelse af noget min mor havde fortalt.
En anden hukommelse, der dukkede op var, at min mor har fortalt, at min far på et tidspunkt spurgte, hvad der var sket med mig, for han syntes, jeg har forandret mig meget. Min mor fortalte samtidig, at jeg på et tidspunkt falder bagover ned fra ryglænet af en lænestol og at hun faktisk skreg, fordi hun troede, at jeg er død. Det passer med, at det er omkring det tidspunkt.
Jeg arbejdede med at forløse disse låste oplevelser og følte, at de blev forløst.
Med til historien hører, at Noah meget tidligt forguder sin Morfar, hvilket jeg virkelig synes er fantastisk, det medførte dog, at jeg ikke ”kunne bruges”, når Morfar var i nærheden. Jeg har hele tiden sagt og virkelig helt inde fra mit hjerte ment, at det var dejligt, at de havde den gode kontakt. Jeg havde faktisk ikke kontakt til mine dybe følelser af afvisning, som egentlig blev trigget – de var godt kapslet inde – i BodyTalk, som jeg arbejder med, kaldes Mindcrystals – så min hjerne kunne ikke oversætte det, jeg følte og fornemmede i min krop.
Det følelsesmæssige chok forløses helt.
Ud over selve forløsningen af mit traume har det også handlet om at se og erkende, hvad og hvordan disse forskellige overbevisninger har skabt, nogle ikke altid lige hensigtsmæssige adfærdsmønstre samt blive meget mere bevidst om at vælge mere bevidst i stedet. Så min dybe angst for afvisning og alle de forgreninger det har skabt, ikke længere skal blive ved med at have magten i mit liv.
Det skønneste bevis.
Et par dage efter, at jeg virkelig havde fået sluppet dette chok og de indkapslede energier og hele det netværk af tanker, følelser, vaner det havde skabt, fik jeg det skønneste bevis på, at der var gjort op med det.
Vi passer vores Guldklump Noah og oplever, at ”kun Morfar” ændres til, at han kun sidder eller er nær morfar kort tid, så skal han hen til mig og sidde eller være nær, skifter med jævne mellemrum. Det var så tydeligt, at selv vores datter bemærker forandringen i hans adfærd senere på dagen.
Stor tak.
Så en stor tak til Noah for det han har vist mig og ad den vej hjulpet mig til at slippe et dybt følelsesmæssigt traume.
Og en stor tak til mig selv og min egen vilje til at gøre mig fri, skabe forandring og sidst men ikke mindst alle mine skønne kolleger og andre behandlere, der har været med på vejen i hele min proces.